Spælsau Racen

Historie — fra vikingernes tid til i dag

Oldtidens får

Analyse af fibre fra vikingetidens sejl og Egtvedpigens tøj har påvist fibre, der svarer til Spælsauens. Det placerer denne race som en direkte biologisk forbindelse til Skandinaviens ældste fårehold — en levende linje der strækker sig tilbage til jernalderen og formentlig endnu længere, til de stenalderfolk der bragte de første tamfår nordover.

Det norske institut for bioøkonomi (NIBIO) bekræfter, at gammelnorsk sau er den race, der ligner mest de oprindelige og allerførste får, som fandtes i Norge for nærmere 5.000 år siden. Historiker og osteolog Anne Karin Hufthamar bekræfter, at denne sau med stor sandsynlighed er i slægt med bronzealdersauen på vestlandskysten — og at den sandsynligvis er nært beslægtet med den sau, vikingerne bragte med sig til vestkysterne og de nordatlantiske øer.

Ulden spillede en afgørende praktisk rolle i vikingetiden: Vikingeskibenes sejl var fremstillet af spælsau-garn — specifikt spundet på en særlig måde med to-trådet snoning i stedet for den sædvanlige tre-tråd, hvilket gav en smuk glans og høj styrke. Det ydre dækhårs vandafvisende egenskaber anvendtes desuden til at væve 'varafell' — vikingetidens svar på en regnponcho. Til én standardstørrelse varafell var der brug for yderhår fra omkring 20 får. I renæssancen og baroktiden anvendtes spælsau-garn også i de norske vævede tapisserier.

Truet og reddet — 1800-tallet og 1912

Fra tidligt på 1700-tallet blev der importeret får fra Storbritannien — større dyr med finere uld, lange haler og højere slagtevægte. I takt med at landbruget generelt blev intensiveret, blev de importerede får foretrukket frem for de lokale korthalefår. Det førte til, at de næsten blev udryddet. Ved år 1900 var det kun i helt afsondrede dalstrøg og ét enkelt sted syd for Bergen — Austevoll — at korthalefåret stadig fandtes, oftest under navnet 'Villsau'. I Setesdalen fandtes et par små flokke af 'Tamsau'.

I 1912 etablerede den norske stat to avlsstationer på Vestlandet for at bevare det, der var tilbage. Den ene husede kystsau fra Austevoll — grundlaget for nutidens gammelnorsk sau/villsau. Den anden husede korthalefår fra indlandet — grundlaget for den moderne spælsau. I 1918 importeredes to færøske væddere og tre islandske for at øge størrelsen. I 1960'erne og 70'erne krydsedes der ind yderligere islandsk blod via importeret sæd.

Import til Danmark — 1980'erne

Omkring 1980 skete der to importer til Danmark af spælsau: dels fra Vestlandet (Vikeså) og dels fra en del gårde i Telemark (Fyresdalen). Vikeså-flokken havde ikke islandsk blod fra den forudgående norske import. Dyrene fra Fyresdalen var generelt lidt større og havde deltaget i 'vædderringe' med islandske væddere. Samlet set har indflydelsen fra Island været meget lille i Danmark — uden tvivl mindre end i Norge.

I år 2000 skete en opdeling i Norge: det norske genressursudvalg indgik og gav midler til redningen af den mest oprindelige type, som herefter kaldes 'Gammalnorsk Spælsau'. Denne udgør under 1 % af Norges ca. 750.000 får. Den anden og mere udbredte type kaldes 'Fagra Spælsau' og er væsentlig større, mere kødfuld og med et betydeligt indslag af islandsk blod. Et besøg i 2014 fra 'Foreningen for Gammal Norsk Spælsau' bekræftede, at begge typer fandt vej til Danmark ved 1980'ernes importer.

Racebeskrivelse

Generelt udseende og temperament

Spælsau hører til kategorien nordiske korthalefår. Generelt kan udseendet være meget variabelt — både med hensyn til farve, behåring og størrelse — idet racen igennem århundreder er udvalgt ud fra brugsegenskaber som naturplejere af norsk kulturlandskab frem for ensartet eksteriør.

Hovedindtrykket af en Spælsau skal være et elegant, stolt og vågent dyr: højtstillet med tynde ben og en forholdsvis rummelig krop med et højt rejst hoved. Den skal have ubesværede og lette bevægelser. Racen har lette læmninger og et stærkt moderinstinkt, og fårene bevæger sig langt efter føden med et udpræget flokinstinkt.

Hale og hoved

Halen er karakteristisk med sin korte længde og er kun behåret med korte dækhår uden uld — et af de tydeligste kendetegn for de nordiske korthalede racer.

Hovedet skal være uden uldvækst og markeret af silkebløde hår. Der skal være kort uld på kinderne og issen samt en karakteristisk let kruset pandelok. Hovedfaconen ønskes fint trekantet og må ikke virke stor, firkantet eller grov. Ørerne skal være korte.

Uld — dobbeltlaget pels

Ulden er et af racens mest markante kendetegn og består af to distinkte lag:

• Bunduld: tæt, meget finfibret, kruset, blød og glansfuld — holder dyret varmt.
• Dækhår (dækuld): grove, længere, let bølgede, glansfulde og stærke — beskytter mod vind og regn.

I ulden må der ikke være dødhår af betydning. Det lange yderhår anvendtes historisk til vævning — traditionelt spundet som to-trådet garn med en smuk glans — og er den fiber, der bruges til varafell og tapisserier. Bundulden egnede sig til tøj takket være sin lette vægt, stabilitet og lave fugtoptagelse.

Farver

Spælsau findes i mange forskellige farvesammensætninger. Hvid og sort forekommer, men ældre typer (Gamalnorsk og Villsau) har mange varianter og nuancer af grå (kaldet 'blå') og brun (kaldet 'rød'). Racen kan desuden have diverse aftegninger på hoved, krop, hale og ben, og forekommer også broget.

Den kraftigste farvenuance har lammene — farverne lysnes ofte med alderen, men kan ændres fra år til år. Fx kan farven på dækulden ved rødbrune lam efter et år ændres til en lys silkeblank kanelfarve, mens andre holder på en mørk brun farve. Bundulden kan ligeledes skifte fra cremebrun til mørkere brune nuancer over et år.

Horn og krop

Begge køn kan have horn. Hornene skal være af god kvalitet og velstillede. I Danmark er de fleste dyr hornløse. Kroppen skal være kort med en lige ryg, god dybde og en rummelig vom. Krydset skal være noget skråt. Ryg og kryds ønskes med en god bredde; lår med god størrelse og længde, dog uden at dette forringer bevægelserne.

Produktion og egenskaber

Racen er kompakt og letbygget med følgende centrale produktionsegenskaber:

• Voksne hunfår vejer typisk 60–70 kg
• Nøjsom — behøver ikke meget kraftfoder
• Kød med relativt lidt fedt og god smag
• Rig mælkeproduktion
• Stærkt flokinstinkt og god moderevne
• Lette læmninger
• Klarer sig godt udendørs det meste af året

Racen er sårbar over for øjensygdom forårsaget af planten Nøkkerose (Narthecium ossifragum) ved afgræsning på norske fjeldenge, men dette udgør sjældent et problem under danske forhold.

Naturpleje

Spælsauen er i Danmark særligt værdsat til naturpleje — heriblandt afgræsning af jysk hede. Racen kontrollerer aktivt træopvækst og buske og egner sig derfor fremragende som naturplejer på lysåbne arealer. Den karakteristiske lange uld i naturfarver er desuden efterspurgt i tekstil- og håndværksmæssige sammenhænge.

To typer i Danmark

Gammalnorsk Spælsau

Den mere oprindelige, lille og letbyggede type med stærk tilknytning til villsau-traditionen. Ren dobbeltlaget pels, naturfarver, stærk nøjsomhed. Under 1 % af den norske bestand.

Fagra (moderne) Spælsau

Væsentlig større og mere kødfuld med et indslag af islandsk blod. Dominerende type i Norge og i det meste af Danmark.

Kilder

Spælsauforeningen.dk · NIBIO (Norsk Institut for Bioøkonomi) · Wikipedia/Spælsau · Wovember/Richard Regnery · Vikingeskibsmuseet · Hands on History AS

Baseret på Spælsauforeningens racebeskrivelse · opdateret april 2026.